Kobane: imperialismens hykleri, Tyrkiets medvirken og det kurdiske folks heroiske kamp

Kampen fra de kurdiske styrker i YPG og YPJ, der har forsvaret Kobane by imod de voldsomme angreb fra Islamisk Stat, der er overlegne både i antal og våben, har været intet mindre end heroisk. Kampen om Kobane har stået på i mere end tre uger og er intensiveret de sidste par dage, da kurdiske styrker måtte trække sig tilbage ind i Kobane centrum fra deres defensive positioner udenfor byen. Rapporter kommer nu ind om intense kampe i byen, da YPG og YPJ gør modstand mod Islamisk Stats fremgang, gade for gade. Rædselsslagne ved udsigten til en massakre, hvis Kobane falder og frastødt af den tyrkiske stats hemmelige aftale med Islamisk Stat, der tillader dem at krydse den tyrkiske grænse frit for at genforsyne sig og modtage lægehjælp, er der udbrudt masseoprør blandt den kurdiske befolkning i Tyrkiet mod AKP regeringen i mange større byer over hele Tyrkiet. Kobane er en by på omkring 160.000 indbyggere placeret på den syrisk/tyrkiske grænse. Kobane kontrollerer den tyrkiske grænseovergang Mursitpinar. Den er placeret mellem to grænseovergange kontrolleret af Islamisk Stat, Tel Abyad øst for og Jarablus vest for. Overtagelsen af Kobane ville være af stor strategisk værdi for Islamisk Stat, da det ville gøre dem i stand til at forbinde disse to grænseovergange og konsolidere deres position i regionen. Det ville også gøre dem i stand til at opnå større finansiel og militær støtte fra den tyrkiske side af grænsen. Kontrollen over Kobane tilfaldt PYD, den syriske gren af PKK, i 2011 i kølvandet på revolutionens udbrud i Syrien. Assads regime kollapsede i den østlige og sydlige del af landet og i de kurdiske områder i nord. Assads styrker måtte opgive disse regioner og trække sig tilbage for at forsvare det vestlige Syrien og bekæmpe rebellerne i de større byer som Damaskus og Aleppo. Islamiske fundamentalister vandt kontrol med den østlige og sydlige del af landet, mens kurderne udråbte selvstændighed og selv-styre i Rojave, den nordsyriske kurdiske enklave. Angrebet på Kobane, som del af et bredere angreb på Rojava, startede 15. september fra tre fronter med en anslået Islamisk Statsstyrke på mange tusinde med tunge våben som artilleri og kampvogne. På trods af YPG og YPJs tapre anstrengelser for at stå imod deres fremgang har Islamisk Stat presset sig tættere og tættere på Kobane og strammet belejringen, indtil de til sidst indtog de afgørende høje omkring byen. Fra disse positioner indledte Islamisk Stat bombardementet af Kobanes centrum, mens de rykkede ind i byens udkant. De kurdiske styrker intensiverede deres modoffensiv og forstyrrede Islamisk Stats fremrykning. Kæmpende kun med små våben og nogle anti-kampvognsskyts har YPG og YPJ styrkerne udvist utrolig opfindsomhed og mod. De er tappert gået op imod Islamisk Stats kampvogne og har ødelagt mange af dem med effektivitet og selvtillid. På trods af at være overgået på alle fronter har YPG og YPJ tilført Islamisk Stat hårde slag og har dræbt mange hundrede af Islamisk Stats kæmpere. Mange kurdiske kilder har sammenlignet modstanden med modstanden mod Hitlers sjette arme i Stalingrad under Anden Verdenskrig. Kobanes stædige modstand står i skarp kontrast til, hvor nemt Mosul faldt til Islamisk Stat i juni. Ingen troede, at Kobane kunne holde stand så længe imod det massive angreb fra Islamisk Stat. Kobanes fald er blevet annonceret med jubel hver dag den sidste uge af mange, og den tyrkiske stat og de tyrkiske medier har råbt højest. Men Kobanes modstand fortsatte på trods af det blodige kor. Grunden til, at Mosul faldt så nemt, var det irakiske regimes råddenskab og den irakiske hærs komplet demoraliserede uduelighed sammen med den sunni-muslimske befolknings modvilje mod regeringen. Kobanes stædige modstand på den anden side overfor en overlegen styrke er resultatet af kurdernes jernvilje om at forsvare deres egne hjem, samfund og demokratiske selvstyre. Udsigten til national befrielse og ønsket om et lige og retfærdigt samfund er det, der driver Kobanes forsvarere til at kæmpe med stor beslutsomhed. I de områder, som YPG og YPJ kontrollerer, har folk styret deres egne sager på demokratisk vis, med massemøder og lokale komiteer. Heri har vi haft et glimt af, hvad der kan gøres, når almindelige arbejdende mennesker tillades at udtrykke sig selv. Det forklarer, hvorfor kurderne i Kobane er blevet overladt til sig selv. Ingen magt i regionen ønsker at se et PKK-støttet og kontrolleret område etablere sig som en model for folket i regionen. Men det må pointeres, at ideerne i den kurdiske uafhængighedsbevægelse i Rojave og resten af Kurdistan ikke er klare, når det kommer til spørgsmålet om hvilken slags samfund, de ønsker at skabe, udover at de ønsker demokrati abstrakt set. Begivenhedernes hammerslag gør dog nødvendigheden af socialisme og internationalisme tydeligere for den kurdiske nation. De kan ikke regne med hjælp fra hverken den amerikanske imperialisme eller tyrkerne! Krig har en tendens til at bringe alle spændingerne under samfundets overflade frem og skærpe modsætningerne. Det har også evnen til at afsløre borgerskabet og imperialismens brutale ansigt. Den tyrkiske regerings totale selvtilfredshed overfor den forestående massakre kun et par kilometer fra dets grænse er tydeligt for alle at se. Efter diskussionen med den tyrkiske regering i Ankara annoncerede Salih Muslim, co-lederen af PYD, at den tyrkiske regering end ikke var villige til at lade PYD købe våben og ammunition, som de kunne tage med ind i Kobane, ”med deres egne penge” med mindre YPG slog sine styrker sammen med den frie syriske hær og kæmpede imod Assad. Det understreger, at den tyrkiske stat er mere interesseret i sine egne imperialistiske ambitioner end nøden hos et folk tæt på at blive nedslagtet. Der har også været rapporter fra kurdiske kilder, understøttet af videobeviser, om at Islamisk Stats styrker modtager forsyninger og medicinal hjælp fra Tyrkiet. En video er blevet sendt ud, der viser fire kæmpere fra Islamisk Stat, der krydser grænsen ind i Syrien fra Tyrkiet tæt på Kobane, belæsset med våben og forsyninger. De kommer i kamp med kurdiske styrker og bliver dræbt. YPG parkerer derefter en stor lastbil på togskinnerne langs grænsen på den tyrkiske side, der menes, at blive brugt af tyrkerne til at forsyne Islamisk Stat. I et nyligt interview med CNN blev den tyrkiske premierminister Ahmet Davutoğlu spurgt om, hvorvidt Tyrkiet støttede Islamisk Stat over grænsen, hvortil han svarede; ”det kan ingen bevise”. I lyset af beviserne er det ikke særlig overbevisende. Før Islamisk Stat kom øverst på nyhedsdagsordenen efter sit lynfremryk ind i Irak og deres grufulde halshugninger af tilfangetagne vesterlændinge, var det velkendt, at Tyrkiet forsynede og støttede oprørsstyrkerne i Syrien, inklusiv de islamiske fundamentalister, imod Assad. Tyrkiet tillod også, at dets territorium blev brugt af disse grupper, inklusiv Islamisk Stat, til træning og medicinal støtte. Den tyrkiske herskende klasse forstår ikke med sin indblanding i den syriske borgerkrig, at den risikerer at brede sig ind i Tyrkiet. Det er en reel mulighed, da de samme etniske, religiøse og politiske brudlinjer eksisterer i Tyrkiet som i Syrien, dog i andre proportioner. Kampen om Kobane fører allerede nu til stor uro over hele Tyrkiet. Tyrkiets handlinger har betydet et hårdt slag mod fredsforhandlingerne, der var i gang mellem repræsentanter for kurderne og den tyrkiske stat om at ende fyrre års krig med PKK. Det har uddybet skellet mellem tyrkerne og kurderne og konsolideret den mistillid, der har eksisteret i årtier. Kurderne er i stigende grad rasende over tyrkernes hemmelige samarbejde med Islamisk Stat. Det der især provokerer kurderne, er Tyrkiets samling af kampvogne på grænsen, der ser på mens Islamisk Stat pulveriserer Kobane. For at gøre ondt værre er den tyrkiske hær blevet beordret til at evakuere landsbyer langs den syriske grænse tæt på Kobane. Tyrkisk uropoliti og hær har angrebet mange tusinde civile, der har samlet sig i de mange landsbyer for at overvåge kampen og støtte dem, der flygter fra Kobane ind i Tyrkiet. Kurdiske kilder udtaler, at intentionen med evakueringerne og angrebene på observatørerne tydeligvis er at rydde området, så støtten kan gives til Islamisk Stat uden vidner. Sandheden af dette blev tydelig, da en gruppe af Islamisk Stats kæmpere krydsede ind i Tyrkiet efter et amerikansk luftangreb. På trods af at de tydeligvis havde krydset grænsen lige for øjnene af tyrkiske styrker blev de ikke mødt af kamp. De blev senere jaget tilbage af civile på den tyrkiske side af grænsen. Islamisk Stats morterer og kugler krydsede også ind over grænsen til Tyrkiet og ramte bygninger og forsamlinger af civile tilskuere. Der var mange sårede og det var rent held, at ingen døde. Kurdiske kilder har peget på muligheden af, at tyrkiske soldater har givet koordinaterne til bygninger brugt af kurdiske støtter til Islamisk Stat. Uanset gyldigheden af denne påstand havde Islamisk Stat tydeligvis skudt imod og i mange tilfælde krydset ind på tyrkisk territorium. På trods af dette undlod de tyrkiske væbnede styrker at svare. Det har naturligvis skuffet kurderne. Det tyrkiske parlament vedtog for nylig en resolution, der tillod de tyrkiske væbnede styrker at gå med i koalitionen imod Islamisk Stat. Resolutionen krævede også opsætningen af en bufferzone i det nordlige Syrien for at beskytte Tyrkiet imod truslen fra Islamisk Stat. Dette er fra kurdernes synspunkt en direkte trussel om at invadere og opløse deres hårdt vundne sejre i Rojava. Tyrkiets modvillighed til at tilbyde nogen form for støtte til Kobane og se på, at de lider under det voldsomme angreb fra Islamisk Stat forstærker yderligere denne opfattelse. Kampen om Kobane har også bragt den amerikanske imperialismes totale hykleri frem i forgrunden. USA tog sammen med sine koalitionspartnere beslutning om at udføre luftangreb mod Islamisk Stat og andre islamiske fundamentalister i regionen efter Islamisk Stats invasion af Irak. Formålet med luftangrebene var angiveligt humanitært, at forhindre Islamisk Stat i at gennemføre massakrer imod den civile befolkning i Syrien og Irak og at forhindre at den irakiske regering blev løbet over ende. I den sidste måned har der ikke været et større behov for humanitær støtte end den, som folket i Kobane, der har stået over for angrebene fra Islamisk Stat på tre fronter og med ryggen mod den semi-fjendtlige grænse med Tyrkiet, behøvede. Amerikanske luftangreb har glimret ved sit fravær. De få luftangreb, der har fundet sted, havde lille effekt i at ”nedbryde og ødelægge” Islamisk Stats evner. I realiteten ser det ud til, at de har haft den effekt at lede Islamisk Stat tættere på Kobane. Det var først den sidste dags tid, at det amerikanske luftangreb har haft nogen materiel effekt på Islamisk Stat. Men det blev udsat af en eller anden grund, indtil det sidste minut, hvor Kobane og dets forsvarere var næsten i knæ. Ud fra dette kan man kun antage, at den amerikanske imperialismes intention er at tillade, at PYD og YPG knuses, før de gør noget for at ”redde” Kobane. Den tyrkiske regerings løfte om ikke at tillade Kobane at falde modsiger også deres reelle handlinger. Tyrkiske styrker ser på, mens forsvarerne af Kobane kæmper en desperat kamp. Kurdiske funktionærer fra PKK og PYD forudser, at tyrkiske styrker først vil bevæge sig mod Islamisk Stat i Kobane, når YPG er blevet besejret. Ser man på, hvad der virkelig sker, lyder det som en akkurat vurdering. Det er klart, at Tyrkiet hellere vil se Rojava knust af Islamisk Stat frem for at være en inspiration for de tyrkiske kurdere. Kampen i Kobane viser, at USA er mindre optaget af humanitære ambitioner, end det er med at forsvare sine interesser i Irak. Islamisk Stat havde eksisteret længe før dets invasion af Irak og har udført grusomheder i mange år. Kurderne havde faktisk slået Al Nusra fronten – en forløber for Islamisk Stat – tilbage fra Rojava i 2012 og 2013. USA begyndte først at rette opmærksomheden mod Islamisk Stat, efter at de truede deres interesser i Irak. Før det støttede og finansierede de dem ved stedfortræder. Kurdere over hele verden og dem, der støtter dem, socialister og marxister inkluderet, frastødes af lidelsen hos Kobanes befolkning. På samme tid inspireres de af YPS og YPJ kæmpernes tapre kamp. Demonstrationer til støtte for folket i Kobane er blevet organiseret i mange byer over hele Europa. Alle taler om behovet for at bekæmpe Islamisk Stat, men indtil nu er meget lidt blevet gjort. De syriske kurdere har været de tapreste kæmpere mod Islamisk Stat, men har stået overfor de langt bedre bevæbnede, vel udstyrede og velfinansierede islamiske fundamentalister. Hvad, der burde gøres, er at støtte kurderne i Kobane med de våben, som de har behov for, så de kan forsvare sig. Regeringerne i vesten finder det vigtigere at se en ende på den venstreorienterede administration i Rojava end en virkelig kamp imod Islamisk Stat. De vil end ikke tillade frivillige PKK kæmpere at krydse grænsen ind til Kobane og hjælpe folket der med at forsvare sig. De sidste par dage er der opstået store protester, grænsende til opstande, over hele Tyrkiet i mange nøglebyer. Voldelige protester har fundet sted løbende i Istanbul og Izmir de sidste par dage med rapporter om brande i gaderne og sammenstød med politiet. I mange kurdiske byer i Tyrkiet som Diyarbakir, Batman, Mardin og mange andre steder, er der rapporter om voldelige sammenstød mellem demonstranter og politiet. I skrivende stund er det rapporteret, at 12 demonstranter er blevet dræbt i sammenstødende. Det rapporteres, at demonstranter har brændt flere officielle bygninger tilhørende det regerende parti AKP ned i mange kurdiske byer. Flere politistationer er blevet stormet og besat og våbnene konfiskeret fra politiet af demonstranterne, der bevæbnede sig. Som modsvar er den tyrkiske hær blevet beordret ud på gaderne i mange kurdiske byer. Disse demonstrationer var delvist et svar på PKK ledelsens opfordring til at udvide kampen i Kobane til alle dele af Kurdistan og verden. Det er også sandsynligt, at PKK-guerillastyrker beordres til at genoptage kampen med de tyrkiske væbnede styrker endnu engang, hvilket vil gøre en ende på enhver fredsforhandling. Kampen om Kobane kan være den gnist, der sætter den kurdiske nation i bevægelse endnu en gang. Demonstrationerne over hele Kurdistan og resten af Tyrkiet har allerede nået et opfang af opstandslignende proportioner. Det kan have revolutionære konsekvenser for Tyrkiet og Kurdistan, der kunne puste nyt liv i det arabiske forår og antænde hele regionen endnu engang. Det er marxisternes pligt at støtte det kurdiske folk i deres kamp, både i Kobane og resten af Kurdistan. Men det er også vores pligt at påpege, at vejen til succes ikke går gennem snæver nationalisme, men gennem international socialisme. Det er af denne grund, at vi opfordrer lederne af den kurdiske nation, PYD, PKK, BDP og HDP, til at afskære deres bånd til og stoppe deres frugtesløse forhandlinger med den tyrkiske borgerlige stat. Vi opfordrer kurdernes ledere til at forkaste alle illusioner, de end måtte have til at USA skulle være redningen. Vi beder alle disse ledere til hen over hovederne på det tyrkiske borgerskab at appellere til arbejderne og de progressive elementer i det tyrkiske samfund om at gøre oprør imod deres egne regeringer mod de grusomheder, der begås. Det kurdiske folk må ikke have nogen tillid til nogen form for imperialistisk koalition. Hverken USA eller Europa vil gøre nogen som helst for at opnå et virkeligt hjemland til kurderne. Og Tyrkiet vil kun bruge kurderne til at presse deres egne interesser frem i regionen. Det, der er brug for, er en organiseret indsats fra de kurdiske arbejdere og bønder, med støtte fra deres tyrkiske brødre og søstre. Den tyrkiske regering er både de tyrkiske og kurdiske arbejderes fjende. Det kurdiske folk må søge og vinde støtten fra den tyrkiske arbejderklasse og danne en alliance imod den hykleriske og undertrykkende tyrkiske stat. Så længe det borgerlige regime i Tyrkiet forbliver ved magten, vil det bruge sine ressourcer til at nægte kurderne deres basale demokratiske rettigheder. I sidste ende kan en løsning på det kurdiske spørgsmål kun opnås gennem en revolution i hele Mellemøsten, der kan sætte en stopper for alle de despotiske kapitalistiske regimer i regionen.